Michael Laudrup som kommunaldirektør

Jeg ville have foreslået Michael Laudrup til jobbet som ny kommunaldirektør. Han skulle være ledig på markedet og er vant til at arbejde med at fordele spillet mellem 4 hjørneflag og kan have mange bolde i luften samtidig.
Han må lige være manden efter Kim Valentins smag.
Men det går nok ikke.
Jeg har med glæde kunnet konstatere, at de andre partier, ligesom Enhedslisten, er af den opfattelse, at en kommunaldirektør skal være kommunens, hele kommunens direktør, og ikke bare borgmesterens.
Kære Kim: Du må vente lidt med at få en “Lille hjælper”, der alene skal sikre at Venstres politik bliver gennemført i Gribskov Kommune.
Lad os nu alle sammen trække i arbejdstøjet, og sikre en god udvikling i Gribskov for alle. Vi skulle jo gerne om 4 år kunne konstatere, at visionen om et bredt samarbejdende byråd blev en realitet.
Med venlig hilsen
Michael Hemming Nielsen
Byrådsmedlem for Enhedslisten