Lad mig korrigere en direktør

Refleksion på indlæg af Adm. direktør Miriam Toft, Aleris Omsorg i Frederiksborg Amts Avis 19. okt. 2017:

Jeg plejer almindeligvis ikke gå ind i længere dialoger via læserbreve. Men når Miriam Toft, Adm. direktør Aleris Omsorg i avisen udtaler: ”Når man vinder en kontrakt, opsiges den offentlige overenskomst automatisk, da man ikke kan være på en offentlig overenskomst, når man er privat ansat.” så kræver det et svar.

Det hun siger er ganske forkert. Der er ingen automatik i at den gældende overenskomst bortfalder ved et udbud der følger ”lov om virksomhedsoverdragelse”. Et firma der overtager ansatte ved et sådant udbud skal aktivt frasige sig gældende overenskomst.

Et privat firma kan godt vælge at tiltræde en offentlig overenskomst, så de ansatte fortsat er på helt samme vilkår, som de havde mens de var kommunalt ansat. Men måske var det ikke interessant for Aleris at gøre dette, for så kunne man ikke indhente gevinsten.

Dette blot for at præcisere, at Aleris aktivt har fravalgt at følge en overenskomst.

Med venlig hilsen

Michael Hemming Nielsen

Byrådsmedlem

Enhedslisten – De Rød-Grønne