Hovedstadens regionsråd skal den 4. februar tage stilling til en udviklingsplan for lokalbanerne. Planen indeholder en række gode forslag om grønnere tog og tryggere stationer. Men den foreslår også, at togenes hastighed øges, så rejsetiden bliver tre minutter kortere. Det skal blandt andet ske ved at lukke stationerne Gilleje Øst, Stæremosen og i stedet oprette en ny ved Parkvej, og lukke stationerne i Pårup og Søborg. Formålet er at få flere passager, og det kan vi selvfølgelig ikke have noget imod. Men for os der bor i Gilleleje og bruger lokaltoget er tre minutters kortere rejsetid ikke afgørende. Det er, at toget kommer og kører, når vi har brug for det. Derfor er flere afgange den rigtige vej at gå. Men det er lukning af stationer ikke. Hvis flere skal bruge fx Pårup station kunne det være en god idé at gøre det muligt at trykke stop og komme på og af toget hver halve time hele dagen. Forringelser får nogle til at vælge bilen, men planlæggerne glemmer, at der er mennesker i lokalsamfundene som ikke har bil og er helt afhængige af kollektiv transport. Det fremgår af forslaget til beslutning, at kommunen skal inddrages i at finde alternativer i form af busser, cykel- og gangstier. Men først efter at beslutningen om at lukke stationer er truffet. Det er helt urimeligt. Derfor foreslår jeg sammen med Enhedslistens øvrige medlemmer af regionsrådet, at kommune og borgere inddrages inden en beslutning om at bevare, flytte eller lukke stationer. For mange unge, børnefamilier, gamle, arbejdspladser og turister er toget og stationerne en vigtig del af lokalområdet. At lukke stationer er både unødvendigt og kortsynet i en tid, hvor det er vigtigere end nogen sinde at flere bruger kollektiv trafik.
Annie Hagel, Gilleleje
Medlem af Hovedstadens regionsråd for Enhedslisten