Vild med natur

 

Jeg er vild med naturen i Gribskov. Men naturen har det ikke godt. Hvor er lærkerne, hvor er viberne, hvor er bierne og sommerfuglene? Vi ser kun store flade marker, kemisk renset for blomster. 

 

Når jeg fiskede her som dreng var der altid torsk. Nu er de helt væk. Hvordan kan det være anderledes, når kommunen ved regn forurener vores smukke hav med spillevand? 

 

Men der sker også gode ting. Tænk at Søborg Sø nu igen opstår. Tænk, at vi nu igen får mere og sammenhængende natur med naturpark i Gribskov, og at sjældne sommerfugle er vendt tilbage i Heatherhill. Vi giver naturen nogle åndehuller. 

 

Men indsatsen må ikke stoppe der. Dyrene skulle jo ikke blive på Noahs ark. Naturen skal ikke bare være noget, man kun kan møde bag hegn i isolerede reservater, langt væk fra mennesker. 

 

Opgaven er at genetablere samspillet mellem natur og menneske, så vi igen kan støde på vilde planter, summende insekter og syngende fugle, når vi bevæger os rundt i det danske landskab. 

 

Kommunen kunne købe jord og plante skov. Men mindre kunne også til start gøre det. Vandrestier, sikre cykelstier og offentligt transportnet fremfor bare mere plads til flere privatbiler og motorvej.

 

Ja, lad os nu komme igang. Der er mange muligheder. Har naturen det godt, så får vi det godt. Så enkelt et det.

Arne Würgler, kandidat til byrådet for Enhedslisten.