Flygtninge til vælgermøde

Helsinge d. 7/11 2021

Vælgermøde i Valgbutik

Frivilligcenter Helsinge har netop gennemført tredje og sidste del af regionsprojektet, der handler om at gøre flere grupper, der er uvante med at stemme, motiveret til at nærme sig stemmeurnerne d. 16. november.

Nyt Gribskovs Tonny Nalepa Jensen var vært og havde inviteret 4 andre partier til at møde nye medborgere, fortrinsvis fra Syrien, til vælgermøde i NGs valgbutik i gågaden i Helsinge. Vi mødtes med Rikke Heitmann fra De Radikale, Morten Dahlberg fra Socialdemokratiet, Michael Hemming Nielsen fra Enhedslisten og Gert Lassen fra Klimapartiet.

Tilhørerne ønskede at høre politikernes holdninger til emner som billigere boliger, skolegang for deres børn og hjælp til inklusion, tolkebistand til dem, der ikke mestrer vores svære sprog og hvorfor der i Græsted mangler fritidsmuligheder for især børn.

Udover at tilhørerne blev klogere på politikernes holdninger til de berørte emner, lærte politikerne om det at være ny i Gribskov: En palæstinensisk lærer fortalte om sin overvældende lykkefølelse, da det gik op for ham, at han kunne være med til at bestemme noget i sit nye land. Det havde han aldrig troet muligt og det vedblev at være en glæde. Han fortalte også, at det ikke var muligt for ham at skelne mellem lokal- og landspolitik da han ikke ville kunne stemme lokalt på et parti, som på landsplan stod for at ville sende ham og hans kone og børn tilbage til krig.

Alle de fremmødte kunne fortælle at de er i arbejde eller under uddannelse – dog indenfor andre arbejdsområder end i deres hjemland. Der var udbredt enighed på begge sider: ikke blot er det utilfredsstillende at få job som rengøringsassistent på fødeafdelingen, hvis man er uddannet gynækolog, det er også spild af ressourcer, som Danmark mangler.

Mødet forløb godt og der var stor tilfredshed hos politikere og tilhørere med at de havde fået chance for at lære hinanden lidt bedre at kende og tilhørerne er blevet bedre rustet til at stemme til kommunal- og regionalvalget d. 16/11.

Birgit Sørensen/Frivilligcenter Helsinge