Arresø indlæg af Aida Ammary (Enhedslistens folketingskandidat i Nordsjælland)

Arresø har de sidste mange dage været centrum for heftig debat, når det kommer til udledning af urenset spildevand. Senest har Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt været ude med et indlæg om at standse kvælstof til Arresø.

Det var dog belejligt. Og hvis Messerschmidt før i tiden havde stillet forslag om grønne initiativer, havde jeg måske hoppet på den. Men det er svært, når det modsatte har været gældende.

Dansk Folkeparti har sammen med mange andre partier (undtagen Enhedslisten) været med til at stoppe for den plan for separatkloakering, som Hillerød kommune havde udarbejdet i 2014. Arresø har altid været forurenet bl.a. på grund af landbruget, og vil fortsat være det, hvis store mængder blandet regn- og spildevand løber udenom rensningsanlægget. Havde arbejdet med separatkloakering været igangsat dengang, havde vi kun få år tilbage nu til, at problemet var løst.

Der er mange grunde til, at en række partier dengang ikke ønskede at støtte op om forslaget. Ét af dem var, at man vedtog at friholde private boliger for separatkloakering, da man var nervøs for den reaktion, der ville blive rejst af private grundejere. Og selv nu har vi politikere, der er ude og sige, at det ikke er muligt at gøre noget. Det er simpelthen ikke rigtigt.

Gør vi ikke noget snart, kommer problemet kun til at vokse. Hillerød kommune har i disse år oplevet en forøgelse af tilflyttere, hvilket stiller endnu større krav til spildevandsrensningen. Og ser vi på andre kommuner i Nordsjælland, er der allerede tiltag i gang. I Rudersdal er der bred politisk enighed om at gøre en ekstra indsats for vandmiljøet. Her påtager Rudersdal sig dog ansvaret og ved, det kan blive en omkostning for borgerne, og venter en negativ reaktion, som Hillerød Kommune i sin tid ikke turde.

At vi har politikere, der er bange for at blive upopulære, er ikke noget nyt. Men at de gør det på bekostning af miljøet, levestandarden og naturen for borgerne i især Gribskov og Halsnæs, som kvælstofsudledningen rammer, kan jeg ikke begribe.

Tiden er kommet til, at vi for alvor sætter naturen først. Enhedslisten har i mange år været forkæmpere for natur og klima. Jeg har stor sympati for, at man endelig har fået øjnene op for det i andre partier, men jeg har brug for at se handling bag Messerschmidts ord. For det er ganske gratis bare at snakke.

Aida Ammary