Staten stjæler 100 millioner kr. fra Gribskov

I 2019 hævede Gribskov Kommune skatten fra 24,7 til 25,4 procent. Det skulle give ca. 200 mio. i kassen over 4 år.

Penge vi gerne ville bruge til at forbedre forholdene for børn og ældre samt få begyndt på nogle af de mange anlægsopgaver, vi har brug for i kommunen.

Men på grund af skattestoppet og budgetloven skal Gribskov Kommune betale ca. halvdelen til staten.

Loven siger nemlig, at de kommuner der hæver skatten skal straffes, så staten tager halvdelen (75%, 2×50% og 25%) af skattestigningen de første 4 år.

Først i 2023 får vi lov at beholde alle pengene selv, så borgerne i Gribskov kan få fuld glæde af de penge, de betaler i skat til kommunen.

Budgetloven virker i praksis som en spændetrøje for kommunernes økonomi.

Hvis en kommune har brugt få penge på service, må den ikke bruge flere året efter, selv om den ønsker at hæve niveauet.

Nu skal budgetloven heldigvis revideres. Det bedste ville være, at den blev skrottet.

Bliver den ikke det, skal kommunerne som minimum have mulighed for langtidsplanlægning og for at hæve det lokale serviceniveau.

 

Michael Hemming Nielsen

Byrådsmedlem

Enhedslisten

 

Se også: https://skrotbudgetloven.dk/