Derfor er Enhedslisten ikke med i Satspuljen

”Alle partier undtagen Enhedslisten” – lyder det i radioen, når årets satspuljeaftale omtales.

Men det fremgår ikke, hvorfor vi ikke er med i ellers ofte fine aftaler, der fx skal hjælpe hjemløse, sindslidende og andre udsatte grupper.

Der er en enkel årsag. Aftalerne er en del af de forlig, der er finansieret ved at tage penge fra folke- og førtidspensionister, arbejdsløse og studerende.

Det virker ved, at man hvert år regulerer mindre i ydelserne, så de taber værdi ift. den almene løn og prisudvikling. De penge man tager, putter man så ned i satspulje-honning-krukken, som partierne kan dele gaver ud af. Milde gaver betalt af vores mest udsatte borgere.

Da det sker år efter år efter år, har hver enkelt pensionist eller arbejdsløs efterhånden mistet mange tusinde kroner. Næsten 15 milliarder kroner er de blevet snydt for siden satspuljen blev indført. En enlig folkepension har tabt omkring 7000 kr. om året pga. satspuljens mindre regulering.

Enhedslisten synes det er helt ude i skoven, at nogle af de fattigste grupper i samfundet skal betale for den sociale indsats. Det er at fodre hunden med dens egen hale. Det vil vi ikke være med til. Derfor er vi ikke med i aftalen.

Michael Hemming Nielsen

Byrådsmedlem

Enhedslisten – De Rød-Grønne