En Solstrålehistorie fra Havet

Gribskovs borgmester, Kim Valentin, er bekymret for fiskeriets fremtid. Vi deler hans bekymring, men lad os ikke glemme den gode historie, der giver håb for fremtiden.
Fiskebestanden og derved fiskernes levevej er nemlig i bedring, så det gælder blot om at fastholde den vellykkede, afprøvede kurs.
Indtil midten af 80erne, hvor moderne, kæmpe trawlere ødelagde yngleområderne, var torskefiskeri i Kattegat et væsentligt erhverv, der landede 250.000 tons torsk om året. I dag er torsken næsten udryddet og udgør kun en ubetydelig bifangst. Siden Venstre og Konservative i 2003 gjorde fiskekvoter til en handelsvare bliver 50 % af fiskene i Danmark landet af kun 18 kæmpe trawlere til skade for Gilleleje og andre fisker samfund.
Advarslerne fra praktisk orienterede miljøsagkyndige, om at ynglebestanden behøvede akut beskyttelse blev konsekvent skudt ned af skrivebords økonomer og politikere, der spillede Matador med opdigtede fisk.
Det så sort ud.
Så oprettede Danmark og Sverige et beskyttet område i det sydøstlige Kattegat i 2009. På kun 7 år, er ynglebestanden i det fredede areal vokset med 300 % og fungerer således som “rugekasse” for de omliggende havområder. Fangsten er begyndt at vokse tilsvarende, til gavn for både havmiljø og fiskerne.
Der er dog uro i farvandet. Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) vil tillade trawlfiskeri i det nu beskyttede område på trods af det spændende fremskridt.
En permanent fredning og indførelsen af fiskekvoter baseret på naturens bæreevne frem for Matador penge, vil føre både fiskebestanden og Gillelejes fiskerierhverv tilbage til 60ernes velmagtsdage.
For at læse mere om Enhedslistens hav- og fiskeripolitik, læs: https://enhedslisten.dk/fiskeri
Enhedslistens Hav- og Fiskeripolitik

Peter Eckardt, biolog,medlem af Enhedslistens miljøudvalg og bestyrelsesmedlem i Enhedslistens Gribskov afdeling
Kastanievej 3, 3220 Tisvildeleje.