NYTÆNKNING, CO2 OG FISKERIET

Den 8. februar har Gilleleje fiskerne inviteret levnedsmiddel og miljøminister Eva Kjær Hansen til et møde, som den seneste i en række fiskeriordførere fra Christiansborg.
Jeg kan kun være enig med Gilleleje fiskerne i, at der er brug for nytænkning.
I mange år har Danmarks fiskeripolitik favoriseret de allerstørste, mest energislugende kuttere. Disse store skibe (generelt med meget små besætninger) ødelægger med deres trawl havbunden og derved havmiljøet. Det koster meget brændstof at skrabe havbunden så hensynsløst. De lander hovedsageligt fiskene i udenlandske havne, producerer konsumfisk af dårlig kvalitet, og omkostningen i form af CO2 produktion er enorme.
De største kuttere producerer faktisk dobbelt så meget CO2 per kilo fisk, som mindre kuttere gør.
En løsning kunne være, at pålægge fiskeriet energiafgifter, svarende til dem der allerede pålægges industrien. Hvis de mindste fartøjer blev fritaget og afgiften steg i forhold til mængden af CO2 udledning, ville balancen rykkes til fordel for de mindre fartøjer, de mindre fiskerihavne, havmiljøet og luftkvaliteten.
Ved at gå over til energieffektiv, skånsomme fiskeri metoder, vil der blive større fiskebestande, øget beskæftigelse og fornyet liv i havnene.
Vh. Peter Eckardt, biolog, medlem af Enhedslistens Miljøudvalg, Bestyrelsen i Enhedslisten Gribskov.
Kastanievej 3, 3220 Tisvildeleje
Læs om Enhedslistens hav- og fiskeripolitik: https://enhedslisten.dk/2015/10/26/vi-skal-fiske-paa-naturens-praemisser