Jeg har længe været bekymret over fiskeriets fremtidsudsigter. Glad blev jeg forleden, da studievært Michael Krause på dr p1, Apropos præsenterede en gæst med et optimistisk syn på fiskeriets fremtid.
Stor var min forundring, da jeg hørte professor Henrik Gislason fra DTH Aqua nævne den tidligere VK-regerings indførelse af omsættelige fiskekvoter som et lyspunkt for havmiljøet.
Vi har hørt det før- især fra amerikanske fiskeriøkonomer. Filosofien synes at være at skabelsen af et frit marked, hvor ufanget fisk kan købes og sælges, vil give fiskerne ejerskab over naturens ressourcer. Det vil så gavne konkurrence og investeringslyst til glæde for os alle, inklusivt fiskene. Hvis vi bevæger os fra skrivebordet til den virkelige verden er det bare sådan, at fiskeribestandene bliver ved med at falde. Fiskerihavne har lukket, kuttere er blevet ophugget og fiskere er blevet arbejdsløse, men det har ikke gavnet fiskene. De få kommercielt levedygtige fartøjer, der er tilbage, beskæftiger kun ganske få fiskere. De er blandt de mest CO2frådsende virksomheder i dansk industri og skraber havbunden med de mest ødelæggende fiskeredskaber, verden har set. Disse redskaber fejer frit over de få tilbageblevne stenrev som førhen har nydt en slags fredning, fordi kuttere med færre hestekræfter undgik dem for at skåne deres redskaber. Virkningen af de nye supertrawlere på havbunden kan sammenlignes med dynamitfiskeri på kæmpemæssigt målestok. Bølgerne på havets overflade ligner sig selv, men havbunden, der udgør 2/3 af Danmarks areal, ligner et krigsområde.
Før ejede fiskerne kutterne og havde fiskeriet som eneste erhverv. I dag er det banker og andre investorer, der midlertidigt anbringer penge, hvor de i øjeblikket kan give afkast. Små erhvervsfiskere, der er afhængige af fremtidens fangst, har klar interesse i fiskebestandenes fremtid, mens investorer, der kun handler med penge, let og elegant kan flytte deres penge andetsteds, når fiskene er væk.
Kort sagt spekulativ frihandel med havets ufangede fisk har ikke gavnet havmiljøet. Det har kombinationen af kystnært fiskeri med skånsomme redskaber i forbindelse med delvise eller totale fredninger til gengæld gjort. Stjerne eksemplet er Øresund. Der er i dag flere torsk i Øresund, hvor bundtrawl har været forbudt siden 1932, end i hele Kattegat og Østersøen tilsammen.
De en gang så rige fiskebanker ved Amerikas nordøstkyst viser, at fiskebestande, der én gang er totalt nedfisket ikke kommer sig igen. Til gengæld viser opblomstringen af fiskeriet efter verdenskrigene at forpinte fiskebestande kan komme sig fuldstændigt efter en kun relativt kortvarig “fredningsperiode”. Ved brug af skånsomme fangstredskaber og målrettede fredninger, kan vi få både flere fisk i havet, flere fiskere i arbejde og større fangster end i dag
Et stort politisk flertal gav for mere end 10 år siden de omsættelige fiskekvoter en chance og nu ved vi, at de ikke virker. Jeg håber, at et nyt flertal snart vil prøve de metoder, som vi ved virker.
Peter B. Eckardt, Biolog, Medlem af Landsforening Levende Hav og Enhedslistens miljøudvalg, Medforfatter til Enhedslistens hav- og fiskeripolitiske program
Kastanievej 3 3220 Tisvildeleje
