Kim kobler Gribskov af udviklingen

Borgmesterklubben i Nordsjælland har fået udarbejdet en rapport med anbefalinger for trafik udviklingen i Nordsjælland.
En lille flot pjece er lavet derom.
Men udvikling af den kollektive transport i Gribskov er helt overset.
Behovet for at sikre et løft af lokalbanen mangler helt.
Hvad gavner det unge, der gerne vil blive boende i Gribskov, mens de tager sin uddannelse i Hillerød, at deres far 3 minutter tidligere rammer en trafikprop på vej til arbejde?
Vi har ikke brug for en lokal udgave af den jyske motorvejs mafia. Vi har brug for en udvikling der går på 2 ben.
Vi skal have kollektiv trafik, der reelt er et alternativ for de fleste.
Folk har ikke 2 biler af lyst. De har 2 biler af nød, når de bor i Gribskov.
20 minutters drift på lokalbanen fra morgen til aften. Gerne med længere sammenhængende forløb. En ringbane Hillerød-Gilleleje-Helsingør-Hillerød og en sammenhængende Hundested-Frederiksværk-Helsinge-Tisvildelejebane vil give mange et reelt alternativ til privatbilen. Og mange unge uafhængighed af at forældrene skal køre dem, når de skal rundt i kommunen.
Skal Gribskov blive en attraktiv bopælskommune, skal der også tænkes kollektivt.
Michael Hemming Nielsen
Byrådsmedlem
enhedslisten