Skattefrit…

Enhver kommunal opgave udføres bedst og billigst af kommunen selv. I hvert fald hvis der skal betales skat.
Hvis det alene kan betale sig for private firmaer at løse kommunale opgaver, ved at lade, mere eller mindre fiffige, skattemanøvre, betale en del af prisen, så er det dyrt for os som skatteborgere.
Dette blev klart bevist i TV mandag, hvor kommunens leverandører af pleje til vore ældre, blev afsløret i at benytte skattely og skattetænkning.
Hver en krone der mangler i stats- eller kommunekassen, fordi Attendo og Aleris har skattetænkt, er reelt betalt af danske skatteborgere.
Jeg kan ikke bedømme om denne skattetænkning er ulovlig. Men jeg ved at den er umoralsk!
Det blev også vist, at i firmaernes hjemland Sverige, havde man fanget dem i at snyde på vægten, ved ikke at levere den service der var aftalt. Den svenske kommune er gået i gang med en gennemgribende kontrol af forholdene. Endnu et fordyrende led. Betalt af skatteborgerne. Desværre er det nødvendigt at bruge penge på kontrol, hver gang man udliciterer. Også i Gribskov Kommune.
Det er på tide vi tager konsekvensen og stopper med udlicitering af kommunale opgaver.

Michael Hemming Nielsen
Byrådsmedlem.
Enhedslisten