Et los i røven til Eddie og hans kolleger

Jeg har i arbejdsmarkedsudvalget bedt om en redegørelse for de opgaver, som kommunens nyttejobbere udføre. Dette kunne jeg ikke få før til august, hvis den skulle være uddybende, så nu venter jeg på den.

Nu har jeg dog fået en del af den i Frederiksborg Amts Avis d. 1. august. I artiklen “Et nyttigt og kærligt los i røven” fortæller lederen lidt om det.

De laver blandt andet det arbejde Eddie lavede da han var ansat i kommunen. Det arbejde som LK gruppen vandt entreprisen på, da materielgården blev udliciteret.

Eddie har her i avisen tidligere i år klaget over standarden på vedligeholdelsen af den by han satte en ære i at ren- og vedligeholde. Gågaden og stationen var hans særlige ansvar.
Nu lader man arbejdsløse lave det arbejde Eddie lavede. For deres kontanthjælp.

I reglerne for nyttejob står der, at man ikke må fortrænge ordinære job.

Jeg er spændt på at høre forklaringerne på at rengøring og opsamling af affald på gågader og stationsområder ikke fortrænger ordinære job.

Med venlig hilsen
Michael Hemming Nielsen
Byrådsmedlem
Enhedslisten