Vedtægter for Enhedslisten Gribskov afdeling.
§ 1. Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Enhedslisten Gribskov afdeling og er en lokalafdeling af
foreningen Enhedslisten – de rød-grønne. Foreningens hjemsted er Gribskov Kommune.
§ 2. Formål:
Afdelingens formål følger Enhedslistens fælles formål. Desuden arbejder Enhedslisten Gribskov afdeling for socialistisk repræsentation i Gribskov Kommune.
§ 3. Medlemskab:
Som medlemmer af afdelingen kan optages interesserede, som kan arbejde for Enhedslistens formål og som accepterer dens vedtægter.
Indmeldelsen kan ske ved henvendelse til Enhedslisten landskontor. Alle medlemmer af Enhedslisten med bopæl i Gribskov kommune er medlem hos Enhedslisten Gribskov afdeling. Medlemmerne kan dog frit vælge, hvilken lokal afdeling de ønsker at blive tilknyttet.
Kontingentet fastsættes af landsforeningen Enhedslistens årsmøde.
Medlemskab af og/eller bidrag til foreningen giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Der afholdes medlemsmøde i afdelingen mindst 1 gange hvert halvår.
Medlemsmøde indkaldes af bestyrelsen. På medlemsmødet træffes der nærmere beslutning om politiske opgaver.
§ 4. Generalforsamlingen:
Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed. Alle afdelingens medlemmer har taleret på generalforsamlingen. Stemmeberettiget på generalforsamlingen er medlemmer, hvis kontingent er betalt.
Intet medlem kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.
Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes – hvor intet andet fremgår af nærværende vedtægter – ved simpelt flertal.
Der føres protokol over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger.
Protokollen underskrives af referent og dirigent.
Ordinær generalforsamling, der afholdes hvert år tidligst i februar måned, og senest i april måned indkaldes med mindst 3 ugers varsel med mindst følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Godkendelse af det reviderede regnskab.
4. Budget for det kommende år.
5. Indkomne forslag og vedtagelse af arbejdsplan for det kommende år.
6. Valg af bestyrelse og revisor.
7. Eventuelt.
Desuden kan der f.eks. være følgende punkter:
-
Valg af delegerede til Enhedslistens årsmøde.
-
Urafstemning om folketingskandidater.
-
Valg af lokale folketingskandidater.
-
Valg af kandidater til kommunalbestyrelse.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/3 af afdelingens medlemmer eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller revisor skriftligt med angivelse af dagsorden, ønsker det.
Bestyrelsen indkalder omgående skriftligt, med angivelse af dagsorden til generalforsamling, med 10 dages varsel.
§ 5. Bestyrelsen:
Bestyrelsen er afdelingens ledelse mellem generalforsamlinger.
Bestyrelsen består af 2-5 medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter valget på det første bestyrelsesmøde med en kontaktperson og en kasserer.
Bestyrelsen afholder møde mindst 8 gange årligt jævnt fordelt over året, og bestyrelsesmøderne er åbne for alle medlemmer af afdelingen.
Der føres protokol over de beslutninger der træffes på bestyrelsesmødet der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 6. Kandidater til kommunalbestyrelse:
Kandidater for Enhedslisten Gribskov afdeling skal være medlem af Enhedslisten.
Kandidater skal inden den formelle opstilling underskrive en erklæring om at de vil udtræde af kommunalbestyrelse ved udmeldelse af Enhedslisten.
Personer der er opstillet af Enhedslisten Gribskov afdeling er ansvarlige overfor Enhedslisten Gribskov afdeling for at følge Enhedslistens grundlag. Personer der bliver valgt skal holde tæt kontakt med Enhedslisten Gribskov afdeling og sørge for at væsentlige politiske spørgsmål bliver drøftet.
Ved uenighed mellem bestyrelsen og de valgte personer skal sagen forelægges medlemsmødet i Enhedslisten Gribskov afdeling.
§ 7. Tegningsregler:
Bestyrelsen meddeler de nødvendige post-, giro- og bankfuldmagter til kassereren.
Afdelingen tegnes af kontaktpersonen sammen med et bestyrelsesmedlem.
Afdelingen kan ikke tegne landsforeningen Enhedslisten.
§ 8. Afdelingens formue:
Afdelingen hæfter kun for afdelingens formue. Klausuler på gaver til afdelingen skal respekteres.
Afdelingen kan få sine midler fra:
-
Medlemskontingent
-
Partiskat fra medlemmer af afdelingen, der får vederlag for hverv, hvortil de er valgt for, eller udpeget af, afdelingen
-
Indsamlinger og frivillige bidrag.
§ 9. Regnskab:
Afdelingens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet revideres af en intern kritisk revisor valgt af generalforsamlingen. Regnskabet skal være afsluttet senest 1. februar. Regnskabet fremlægges på det førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse og efterfølgende til godkendelse på den første ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
§ 10. Vedtægtsændringer:
Ændringer i vedtægterne kan kun vedtages med 2/3-dels flertal på en generalforsamling.
§ 11. Opløsning:
Beslutning om opløsning af afdelingen kan kun vedtages efter bestyrelsens indstilling og efter vedtagelse med 2/3-dels flertal på en generalforsamling, der er indkaldt med afdelingens opløsning som dagsordenspunkt, og indkaldes med 14 dages varsel.
Opløses afdelingen, skal et eventuelt overskud overføres landsforeningen Enhedslisten.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling.
Helsinge, torsdag den 14. marts 2002.
Ændringer vedtaget på generalforsamlingerne: 19.3.2006, 22.8.2007, 8.11.2007.
Bestyrelsen pr. 8.11.2007:
Jørgen Strøm, Fritz Schaumburg-Müller, Peter Eckardt, Kirsten Lindberg