
Tak Eddie, for den fine
artikel du medvirkede i om forholdene i midtbyen i Helsinge. Du får beskrevet meget fint hvor stort forfaldet er i den by, som du i mange år har passet for alle kommunens borgere og gæster.
Jan Ferdinandsen giver dig ret, men skriver samtidig at kommunen ikke har fået den vare de købte.
Hvis det var korrekt, så er løsningen jo nem. Sørg for at LK-Gruppen lever op til sine forpligtigelser.
Jeg tror desværre at denne udlicitering endnu engang har bevist at kommunens politikere ikke vidste hvilket stort arbejde, som du og dine kolleger gjorde for os. Det har betydet at der er store mangler i det udliciteringsmateriale der er lavet.
Blandt andet har jeg tidligere hørt om problemer med:
· Klipning af hækkene omkring rådhuset.
· Tømning af skraldespande langs strandene. Det svarer til et halvt årsværk.
· Når kommunen klippede græskanter langs landevejene, tog man 2 skår. Der er kun beskrevet 1 skår i udliciteringsmaterialet.
· Mange institutioners græs er delvist blevet til ’fælledgræs’ der kun slås en gang om året
· Vedligeholdelsen af fodboldbanerne i Gilleleje.
Vi får nok aldrig den fulde liste over glemte arbejdsopgaver at vide, men havde politikerne kendt den, så havde de måske indset at udlicitering er dyrt og dårligt.
Vi viser venstre vintervejen ved valget i november.
Michael Hemming Nielsen
Byrådskandidat, Enhedslisten
Tranekærvej 10, Gilleleje