Enhedslisten.dk Enhedslistens lokalafdelinger Enhedslistens kampagner

Sauna- fantasi og virkelighed

Det er fint nok, at Ulla Dræby erkender, at hun mangler fantasi (UP 23.8 om saunasagen)

Så kan vi måske lade fantasier om familiewellness sauna, som ingen har bedt om ligge lidt, og forholde os til nogle faktiske forhold omkring saunakultur og hygiejne.

Morgensvømning har givet mig meget velvære og livskvalitet igennem flere årtier, og jeg frygter at de nye planer truer netop den "wellness" som politikerne ønsker at skabe.

Mænd og kvinder har, i min erfaring fra adskillige kommuner, vidt forskellige saunakulturer. Mænd i sauna snakker højt og ivrigt om projekter, politik, biler og andre mandeting, mens kvinder, for det meste bruger sauna som et stille fristed, hvor de kan gå ind i sig selv og- hvem ved- måske nyde en stund fri for mandesnak!

Dræbys forslag om at den fremtidige familiesauna kan inddeles i mande- og kvindetider vil for det første gøre den afslappende svømmetur til et organisatorisk mareridt, og for det andet, vil det uundgåeligt skabe hidtil uhørte konflikter mellem kønnene.

Som eksempel på saunaens sociale betydning er de måneder, hvor mandesaunaen var under reparation. Der tog næsten hele morgensvømmergruppen deres morgendukkert i andre svømmehaller, hvor de kunne nyde samværet med kammeraterne.

At de nye "wellness" planer vil føre til konflikter mellem kønnene og fordrive mange faste kunder betyder måske ikke så meget for vores folkevalgte, men hvad med noget så konkret som de hygiejniske forhold?

I dag- hvis man går i sauna før og efter svømning, som de fleste gør- smider man tøjet inden man går i bruserne og sauna, tager badetøj på for at svømme, af med det for igen at vaske sig, svede i saunaen, vaske sig igen og så tøj på og hjemefter.

I fremtidens sauna udenfor omklædningsområdet, skal man smide tøjet, vaske sig, tage badetøj på for at gå i sauna, af med tøjet igen for at vaske sig inden svømning, på med badetøj for at svømme, af med det igen for at vaske sig, på igen til saunaen- og udi det offentlige rum, udenfor omklædningsområdet for hver skift! Til sidst, af med bade tøjet en sidste gang for at vaske sig før man tager almindeligt tøj på og går ud af døren.

Altså, forudsat at alle er lige omhyggelige. Kræver det for meget fantasi at forestille sig, at nogle vil springe over, hvor gærdet er lavest og bare skifte til badetøj én gang, uden at vaske sig nedenunder?

Hvor upraktisk. Hvor besværligt. Hvor ulækkert.

Fælles dampbad inde ved bassinet kunne være en fin, familievenlig løsning, men lad os beholde kulturen, kammeratskabet og hygiejnen, uden unødvendigt stress.

Tak.

Morgenbader Peter B. Eckardt

Kastanievej 3 3220 Tisvildeleje