Højrefløjens revolutionsromantik

Igennem 20 år, har de danske medier været fyldt med kritik- samt en del selvkritik- af venstrefløjen i de årtier, der sammenfattes som ”68”. En del af kritikken har været berettiget, noget har været direkte vildledende og noget ganske enkelt irrelevant.

Skal der være mening med samfundskritik, må den også helst skærpe blikket på nutiden og forebygge gentagelser af fortidens fejltagelser. Den forsømte vinkel, som jeg tænker på, er treenigheden: revolutionsromantik, sandhedsmonopoler og danskhed. Disse tre hørte til venstrefløjs jargon for 30 år siden. Hvad betyder det for os, at det i dag er de højrerevolutionære, der har overtaget denne niche?

Der var naturligvis, andre samlende idealer i venstrefløjen. Vi delte alle (undtagen de ekstreme grupper, der meldte sig ud af fløjen) grundlæggende principper som nærdemokrati, frihed, lighed og broderskab - men hvem i Danmark (undtagen den mest ekstreme højrefløj) gør ikke det? Den revolutionære indstilling, udfældet i parolen ”kræv det umulige” sammen med kravet om at være informeret og engageret førte også unægteligt til utænkelige men positive udviklinger, og jeg er stadigvæk stolt over at have været en del af den bevægelse, der satte emner som kvinderettigheder, miljø, velfærd for alle og ”love not war” på dagsordenen imod massiv modstand. Desværre, var der også indbyggede brister i troen på revolution, sandhed og danskhed som definerbare og utvetydige gode metafysisk kræfter, der til sidst gjorde det af med vores bevægelser.

For at tage det sidste først, bliver det ofte glemt, at en romantisk patriotisme var et af ”68’ernes” absolut kendetegn. Jeg har danset til lyden af el-guitarer malet som Dannebrog og blaffet med 2CV’ere malet på samme måde. De kollektiver, jeg kendte, havde Pontopidan, Scherfig, Rifbjerg og Danmarks Historie i 12 bind synligt udstillet og agitpop orkestre fra Røde Mor til Postarbejder Lavtlønsrock og Søster Rock sang principielt på dansk. Problemet var, at vi ikke anerkendte - faktisk ikke vidste - at der var udmærkede mennesker andre steder, der læste Se og Hør, kørte helst Ford i alle festlige farver undtagen rød og hvid, og festede til amerikansk disco eller danske plagiater af italienske popmelodier. Disse mennesker opfattede sig selv som indbegrebet af danskhed, og det var de også - lige så meget som vi og alle andre!

Endnu værre, troede mange af os på, at revolutionære forandringer i sig selv ville skabe forbedringer. Det var en almindelig marxologisk metafysisk opfattelse, at revolution pr definition ville være gavmild og progressiv - og desværre, sluttede nogle følgeligt, at alle angreb på det bestående ville gavne menneskeheden. Det virkede ikke!!

Uenigheden om årsagen førte til opspaltning på grundlag af forskellige kategoriske fortolkning af den sande tro. Til sidst, kunne vi slet ikke tale sammen og de borgerlige fik frit løb, uden modstand.

Efter en ubestemmelig overgang med Schlüter og Nyrup, kom den nuværende regering frem med et afklaret, revolutionært budskab: Alt det bestående skulle fejes af bordet, for at De Frie Markedskræfter på magisk vis kunne løse alt for alle!

V&K gik til valg på et protestprogram imod indvandrere, imod miljø (herunder landets største eksport indtægtskilde), imod sagkundskab (”smagsdommere”) og imod alle kollektive løsninger på fælles problemer. Antagelsen var, tilsyneladende, at ”markedet var et væsen med bevidsthed og moral”, der af en eller anden grund ville os alle det bedst

Resultatet blev finanskrise, vold på gaden, krig, faldende uddannelsessøgning samt sundheds- uddannelses- og velfærdssektorer i opløsning og den dyreste offentlige sektor i mands minde. ”Gevinsten” har, for de fleste, vist sig at skyldes en boble, som nu er bristet. De højrerevolutionære har reageret med at forskanse sig i hver sin strategi og sandhedsopfattelse, og efterhånden har de svært med at enes om andet end angsten for at miste magten. Efter 8 år, er de stadigvæk en protestbevægelse uden andre positive visioner end overtroisk tillid til markedet, sekterisk smagsdommeri og en danskhedsdefinition, der ikke hænger sammen med nogen social eller historisk virkelighed.

Paradoksalt, er det nu venstrefløjen, der konservativt vil forsvare de demokratiske, danske traditioner som solidaritet og retssikkerhed, der har gjort de nordiske lande til verdens rigeste og mest stabile samfund.

40 år efter de følte sig forsmået i 68, står Anders, Brian og Lars surmulende tilbage i skolegården, mens vi andre er blevet voksne i mellemtiden.

Peter B. Eckardt, folketingskandidat for Enhedslisten

Kastanievej 3, 3220 Tisvildeleje