Siden november 2001, har danske politikere og debattører i stigende grad, ukritisk hævdet, at et lille samfund som det danske, intet kan udrette alene overfor verdens miljøproblemer. Argumenterne er, som man kunne høre så sent som i dag (25.9) i DRs P1, at kun store økonomier (EU, USA, Kina, Indien) kan skabe store forandringer, og at problemet ikke er de få forkælede danskere, men de enorme og voksende indiske og kinesiske middelklasser.

Det er på høje tid, at vi stiller et spørgsmålstegn ved begge påstande - som erfaringer har tilbagevist for længst!

Siden november 2001, har danske politikere og debattører i stigende grad, ukritisk hævdet, at et lille samfund som det danske, intet kan udrette alene overfor verdens miljøproblemer. Argumenterne er, som man kunne høre så sent som i dag (25.9) i DRs P1, at kun store økonomier (EU, USA, Kina, Indien) kan skabe store forandringer, og at problemet ikke er de få forkælede danskere, men de enorme og voksende indiske og kinesiske middelklasser.

Det er på høje tid, at vi stiller et spørgsmålstegn ved begge påstande - som erfaringer har tilbagevist for længst!

Hvordan kan vi glemme, at den gang Danmark havde valgt at være miljø forgangsland, var vores indflydelse (og økonomiske fortjeneste) enorm. Vindkraft, der startede som et luftkastel hos nogle få visionære flippere, blev gennem et samarbejde mellem de offentlige og private sektorer, vores største eksport branche. Der er danske vindmøller i både Kina, Indien og USA. Faktisk er hovedparten af de amerikanske vindmøller danske.

Industrielle genbrugsprogrammer og koordinerede energibesparelser som fjernvarme er andre eksempler på danske tiltag, der bliver bemærket og efterlignet over hele verden. Forklaringen er indlysende. Det er lettere, at vende en speedbåd end en supertanker, og lettere at afprøve og implementere nytænkning i en lille sammenhæng end i en stor. Det er først når teknologier og samfundsstrukturer er blevet afprøvet, forfinet og implementeret i små målestokke, at nicher vil åbnes og vokse i de store markeder. Siden Lomborg og Fogh, har Danmark valgt at fortrænge markedspotentialer og klynke over sin lidenhed. Tyskland har overhalet Danmark mht. havmølleparker, danske bølgekraft eksperter er flyttet til England pga. den indtørrede finansiering og vi køber CO2 kvoter i Kina og støtter underlødige, kinesiske vindmølleproduktion. Når kendsgerningerne siger så entydigt, at der både er mulighed for og fortjeneste i aggressive og fantasifulde energi initiativer, netop i Danmark, er det besynderligt at høre det ene panel efter det andet sige, at de store må gå forrest. Det kan de store simpelt hen ikke - men her i lille Danmark?- yes, we can!

På en måde, er det rigtigt, at indere og kinesere gerne vil leve som os - men langt fra helt rigtigt. Så længe vi lever i ubehersket forbrugerisme, kan de voksende, nye middelklasser kun føle foragt for vores hykleri. De nyrige har altid ville efterligne de gammelrige, så lad os give dem noget, der er værd at efterligne. Som et lille, overflodssamfund, har netop vi haft mulighed for at vælge de kollektive løsninger på fælles problemer, der har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande. Gratis børnepasning, lægebehandling, uddannelse og naturbeskyttende infrastruktur er noget, som borgere i andre lande kun kan drømme om. Alle disse goder blev etablerede, da Danmark var langt fattigere end nu. Andre i dag vil og kan efterligne vores model, og vi vil få glæde af den politiske og klimamæssig stabilitet, det valg vil skabe. Men så må vi vise eksemplet og fastholde vores egen vision!   

Mange energivenlige produkter er i dag lidt på forsøgsniveau, og er derfor for dyre til de nye middelklasser. Danske forbrugere har råd til at afprøve produkter og skabe grundlaget for den masseproduktion, der kunne give produkterne tilgængelige priser. Ved at vælge køkkenhaver, varmepumper og vindmøller som status symboler i stedet for smide-væk-forbrug, kunne vi give indere og kinesere noget, der var værd at efterligne. Miljøafgifter i Danmark, der afspejlede vores produkters reelle omkostninger, ville påvirke os til at vælge billiger løsninger og vise andre, at ansvarlige forbrugsvalg kan betale sig.

Da vi var et fattigt land, havde vi råd til at opbygge velfærdssamfundet, og det gjorde os alle rige. I dag, har vi som samfund råd til at udbygge det. Vi har som individer, råd til de bedre løsninger, der sparer penge, sikrer vores børns fremtid og viser et godt eksempel.

Ville det ikke være dejligt, hvis det, de nyrige efterlignede, var et stabilt, fredeligt og bæredygtigt samfund, med sundhed, velfærd og den frihed og levende fantasi som socialt overskud giver mulighed for?

Hvis vi som samfund vælger den vej igen, kan der være håb for verden.

 

Peter B. Eckardt BSc. biolog og folketingskandidat for Enhedslisten

Kastanievej 3 3220 Tisvildeleje