Enhedslisten.dk Enhedslistens lokalafdelinger Enhedslistens kampagner

Spidskandidater i Radio Kattegat

Dato: 
16.11.2009 kl. 17:45 - kl. 20:00
Sted: 
Radio Kattegat
Spidskandidaterne i æteren ved sidste valgmøde før kommunalvalget.
Stil ind på Radio Kattegat, og vær tryg ved at sætte X ved liste Ø den 17. november.

Sidste chance for at høre om, hvorfor det er så vigtigt at Enhedslisten kommer styrket i byrådet! 

 Poul er i æteren!

OBS:

Vigtigt at få holdt partierne fast på valgløfter.....!

Vigtigt at styrke velfærden.....!

Vigtigt at styrke miljøet.....!

Vigtigt at styrke demokratiet......!

- Og det vil være et rigtigt kedeligt byråd uden liste Ø!

-------------------------------------

Kære vælger i Gribskov Kommune

 
Enhedslisten sætter fokus på miljø, velfærd og demokrati, der i høj grad også er blevet valgkampens dagsorden.

Så godt som alle partier har i valgkampen bøjet sig på områderne, men hvad har vi set de sidste 4 år? Og kan vi stole på valgløfterne efter valget?

Der er brug for byrådsmedlemmer, der fastholder partiernes valgløfter - og i hele perioden arbejder for en grøn, solidarisk og demokratisk kommune!

VI SIGER, HVAD VI MENER - OG GØR HVAD VI SIGER

Vi vil gerne takke for den pæne modtagelse vi har fået i valgkampen og ønsker alle et godt valg.

PS. Husk Regionsrådsvalget, hvor Enhedslistens gode kandidater vil gøre sit til, at vi kan bibeholde og styrke et godt offentligt sundhedsvæsen.
Den grønne kommune

Enhedslisten ønsker en bæredygtig kommune. Både når det gælder miljøet, affaldssorteringen, nybyggeriet, de grønne områder og vores vand- og elforbrug.

Vi vil have en visionær og nyskabende boligpolitik. Der skal skabes miljøvenlige boliger med aktiv og passiv solvarme, indvinding af regnvand, økologisk spildevandsrensning og kompostering af organisk affald.

Vi vil sørge for, at kommunen går foran med klimarenovering af de kommunale bygninger. Vi vil opsætte solfangere og solceller og gennem vindenergi sørge for, at kommunens ressourceforbrug og samlede klimabelastning reduceres.

Vi ønsker en mere effektiv kollektiv transport, som er til at betale. Busruterne og jernbanenettet skal udvides. Ligeledes vil vi gøre kommunen mere attraktiv for cyklister og gående.

Det kan betale sig at investere i de grønne og klimavenlige løsninger. Ikke blot for naturen og miljøets skyld; men også for at dæmme op for den stigende arbejdsløshed med nye arbejdspladser til byggebranchen og i industrien.

Den solidariske kommune

Enhedslisten ønsker en kommune, der bygger på solidaritet, respekt og fællesskab. Hvor borgerne er i centrum og kommunen skaber trygge rammer for alle; uanset hvad man kan eller ikke kan bidrage med.

Uligheden i Danmark og også i kommunerne har været stigende de sidste mange år. Det er en udvikling, som går stik mod det samfund, Enhedslisten ønsker.

Vi vil i stedet have en kommune, hvor alle børn og unge får mulighed for en god og tryg opvækst. Og mulighed for en ordentlig pasning og skolegang. Hvor også de mest udsatte børn og unge får en chance.

Vi vil have en kommune, hvor børn og voksne ikke vokser op i fattigdom. Hvor ældre, handicappede og psykisk syge får den nødvendige pleje og mulighed for et værdigt liv.

Vi vil have en kommune, hvor de ansatte har indflydelse på deres eget arbejdsliv. Hvor faglig stolthed og et godt kollegialt fællesskab er i centrum.

Vi vil arbejde for en kommune, hvor det er borgernes behov og ikke snævre erhvervsinteresser, som er styrende for udviklingen og beslutningerne på Rådhuset.

Den demokratiske kommune

For Enhedslisten betyder demokrati ikke bare et kryds hvert fjerde år. Det er vores mål, at demokratiet skal udvikles og udvides, så de borgere, der rent faktisk berøres af beslutningerne på Rådhuset, får indflydelse.

De rigtige beslutninger tages kun, hvis borgerne får maksimal mulighed for at engagere og involvere sig i selve processen.

Vi vil have reelle offentlige høringer, ikke blot skindemokrati, hvor et flertal på Rådhuset tager beslutningen, uden at borgerne inddrages.

Vi vil have åbenhed omkring budgetprocessen, så borgerne ikke først opdager nedskæringerne i daginstitutionerne og i hjemmeplejen, når det er for sent.

Vi vil have nedsat lokalråd, handicapråd, ældre- og ungeråd, som kan være ligeværdige partnere til politikerne på Rådhuset, så hverdagens eksperter får indflydelse på beslutningerne.

Vi ønsker, at de ansatte i langt højere grad får mulighed for at tilrettelægge deres arbejde. Væk med kontrol og minut-tyranni.