Kulturklubben Sol, Sand og Socialisme fortsatte sine arrangementer med spørgsmålet: ”Hvad får nydelige ældre mennesker til at møde op foran asylcentre og synge og demonstrere hver søndag?”
Svarene blev leveret den 10. nov. 2010 i Tisvilde Bio.
Det godt besøgte arrangement blev indledt med fælles sang af Benny Andersen, Barndommens Land, akkompagneret af Peter Eckardt på guitar. Det var denne sang Bedsteforældre for Asyl på en stille, smuk, og spektakulær aktion fik leveret ved Folketingets 3. behandling af forslag om ændringer af udlændinge- og integrationsloven den 19. april 2010.
Jørn Nerup, Bedsteforældre for Asyl, indledte sit foredrag med en af de alt for mange umenneskelige historier fra en asyl families virkelighed i Danmark.
Jørn Nerup kom ind på hvad Bedsteforældre for Asyl arbejder for:
-
At retssikkerhed i behandling af asylsager sikres. Asyl- og flygtningesager behandles i respekt af internationale konventioner og UHNCR´s rådgivning. Professionel tolkebistand og referat ved alle myndighedskontrakter.
-
At flygtningenævnets sammensætning ændres. Integrationsministeriet bør ikke have sæde i nævnet.
-
At Flygtningenævnets afgørelser skal kunne prøves ved domstolene.
-
At De Facto flygtningebegrebet genindføres.
-
At børn får deres egen asylsag. Børnekonventionen overholdes og familier holdes samlet.
-
At beføjelsen til at tildele humanitært ophold anvendes bredere. Undersøgelse for behandling af torturfølger tilbydes. PTSD skal anerkendes som sygdomsdiagnose. Børns tarv skal veje selvstændigt og tungere.
-
At ingen skal opholde sig i flygtningelejrene i mere end et halvt år. Der skal være adgang til skolegang, kompetencegivende uddannelse og arbejdsmarkedet.
Det er vores ansvar, at Danmark har Europas mest umenneskelige asyllovgivning. Der er ting i asylsystemet, som ikke tåler dagens lys. Det sker med ringe retssikkerhed for ofrene og med store menneskelige omkostninger. De fleste er ikke klar over, hvor uhyggelige sagerne er. Medier og politikere er for det meste tavse...
Denne kynisme har Bedsteforældre for Asyl i 3 år demonstreret imod og beder indtrængende om din hjælp.
På mødet vidste flere deltagere interesse for at møde op og demonstrere, når de kan, på søndage kl. 14.00 lokalt ved Sandholm Lejren - og der blev luftet tanker om på sigt, også at demonstrere ved Auderød lejren i Frederiksværk. BEDSTEFORÆLDRE FOR ASYL er mange og vil gerne være endnu flere!
Jørn Nerup og Bedsteforældre for Asyl skal have mange tak for at gøre arrangementet levende, oplysende og aktiverende.